Forslagshistorie om Danelle og Christina
Hvordan vi mødtes
Danelle: Christina og jeg mødtes for 10 år siden og spillede rugby på college sammen. College var det tidspunkt i mit liv, hvor jeg fandt ud af min seksualitet som de fleste teenagere. Christina var der, da jeg besluttede at fortælle det til mine venner og lade mig vide, at det var okay og ikke at være flov. Hendes væren der gennem den barske tid betød alverden for mig, og jeg vil aldrig glemme det.
Vi fandt sammen over kaffe, Harry Potter, al sport og de samme musikinteresser. Vi begyndte ikke at date før efter vi var færdige med college, men starten på en evighed var begyndt at blomstre i collegetiden. Så da vi datede, overdøvede vi Doctor Who, da det stadig var på Netflix. Gik til fodbold, hockey og softball.
Det bånd, vi nu havde dannet fra at være i et forhold, var så stærkt. Vi blev forelskede. Vi datede på afstand i mange af årene sammen. Det var så hårdt, men vi fik det til at fungere. Siden college havde vi ikke boet i samme by. Så blev tingene virkelig hårde, og vi blev trukket fra hinanden på grund af, at Christina ikke var ude til sine forældre. Det trak hende væk fra et fuldt engagement.
Christina indså hurtigt den fejl, hun havde begået, og vidste, at hun elskede mig og ønskede et liv sammen. Hun fortalte sine forældre, og de kunne ikke have været mere lykkelige. Selv hendes mor vidste, at hun var lykkeligst, da vi var sammen. Det tog mig et stykke tid at genvinde min tillid igen. Hun ventede tålmodigt. Så for 2 år siden flyttede hun fra KY til Nashville med mig. Vi har aldrig været stærkere og er så klar til at fortsætte vores liv sammen.
Hvordan spurgte de
Danelle: Forslaget. Omkring 2 måneder før forslaget skete, spurgte Christina, om vi kunne tage hen for at hente forældres hus en weekend i oktober. Jeg er pædiatrisk sygeplejerske, og vi planlægger vores vagter måneder i forvejen. Så hun vidste at sørge for, at jeg havde fri fra arbejde. Så jeg sagde, at det ikke var noget problem, jeg kan indstille mig på at være fri den weekend for at besøge dine forældre i KY.
Spol frem til 2 uger før "turen" til sine forældre, Christina nævner, at hun bare vil blive hjemme og ikke længere gå til sine forældre. Hvilket var en mærkelig anmodning, fordi Christinas mor ELSKER, når vi besøger. Cirka en uge senere nævner Christina for mig, at vores venner Kalleigh og Laura vil spise middag på BBQ placere i downtown Nashville, igen for mig var dette en mærkelig anmodning.
SÅ da jeg er den medilende person, jeg er, begyndte jeg bare at samle nogle oplysninger fra mine venner og se, hvad de har gang i den weekend. Til ingen sejre havde alle OPTAGET. Det kommer til den 24. oktober den lørdag, hvor vi skal til middag med vores venner. Den dag slappede Christina og jeg af derhjemme, så noget fodbold, skar græskar og lavede et spøgelseshus for småkager. Den eftermiddag sagde Christina "Hej, vil du gå en tur på Fodgængerbroen før middag, jeg har aldrig været, og jeg vil virkelig gerne have et billede af udsigten?". Denne udtalelse sendte mig SÅ mange røde flag, 1. Christina at foreslå en gåtur er bare sindssygt, den pige ELSKER bare at sidde. 2. Jeg var allerede skeptisk over for alt, der kom min vej. Så nu kører der en million tanker gennem mit hoved, jeg er ligesom hvad skal jeg have på???? Er det virkelig bare aftensmad, eller sker det virkelig, som om der ikke er nogen måde, det kan ske i aften.
Så begynder vi at gøre klar til aftensmaden. Jeg er ALTID forsinket, og nu hvor jeg satte spørgsmålstegn ved alt, gjorde det det hele værst. Jeg begyndte at gå i stå og være lusket. Jeg gemte Christinas mobiltelefon for hende og låste mig inde i mit soveværelse. Jeg havde så mange følelser, og jeg ville ikke have, at Christina skulle se mig flippe ud. Vi begyndte at råbe ad hinanden gennem soveværelsesdøren. Helt ærligt at se tilbage på hele denne sekvens var bare HILARIOUS. Det var de mest "Danelle" ting, jeg kunne få gjort. Jeg er så stædig, og jeg har altid brug for at vide, hvad der sker. Der var kun så meget, jeg kunne kontrollere. VI forlader endelig huset.
Vi skulle være til middag kl. 6. Vi forlod vores hus kl. 6:10. Så på dette tidspunkt er jeg som om, vi skal direkte til middag, vi er allerede forsinket, men Christina insisterede på, at vi stadig havde tid til denne DANG gåtur, hun talte om tidligere på dagen. (Fodgængerbroen over ser ud til Nashvilles centrum, de fleste bruger den til at gå fra Titans Stadium til Broadway eller omvendt, AKA en fantastisk udsigt over byen) Så vi kommer til broen, jeg havde endelig samlet mig efter klargøringspausen ned jeg havde. Vi går, og jeg syntes, det var okay, her er et godt sted til dit billede, så siger Christina "Oh yeah det er rigtigt" Trækker sin telefon frem for at tage et billede. Så siger hun ikke noget og bliver ved med at gå.
I mit sind er jeg, som jeg tror, jeg følger hende. Så hun er et par skridt foran, og ærligt talt er udsigten på broen fantastisk. Jeg tager mig tid til at gå, og så støder vi på et par bænke på broen, og Christina siger "Åh, se en TARDIS." TARDIS er et Doctor Who-ikon, og det var i form af et lillebitte ringæske. Det var det øjeblik, jeg mistede det og begyndte at græde. Hvordan kom det derhen spurgte jeg mig selv, og der lå også en bog under ringkassen. En tegneseriebog om Christina og jeg og vores liv sammen gennem de sidste 10 år. Hun rækker mig bogen, jeg læser den gennem alle mine tårer. Hun inkluderede endda delen af vores brud derinde, og jeg græd bare hårdere. At læse denne bog gav mig glimt af hver af disse minder. Jeg var fyldt med så meget kærlighed og glæde ved at huske alle disse øjeblikke. I slutningen af bogen bad hun mig om at gifte mig med hende. Jeg sagde selvfølgelig ja!
Christina iscenesatte dette perfekt, der var endda en fotograf på broen der for at tage billeder af det hele! Sådan kom ringen og bogen dertil! Efter jeg sagde ja tog den søde fotograf nogle billeder af os. Så var hun okay, jeg vil lade jer komme til middag med jeres venner! Jeg var ligesom OH CRAP det er rigtigt, jeg tror vi stadig har middag at deltage i. Jeg er på et så følelsesmæssigt højt niveau, at jeg ikke engang kunne tænke direkte på vores køretur til middag.
Vi kommer til grillpladsen og går ind for at finde vores venner, der allerede var der, men jeg så dem ikke ved et bord, så går vi bagerst, hvor de har private arrangementslokaler. I mit hoved var jeg ligesom VENT, der er ingen måde, det er en lille middag./ Vi kommer ind på værelset, og jeg siger til Christina "Der må hellere ikke være en million mennesker herinde!" , "Der er ikke en million mennesker derinde." siger hun tilbage. Så går vi ind i et lille rum fyldt med ALLE vores mennesker. Jeg vender mig om af rent chok og går ud et øjeblik, og går så ind igen. Der er min mor og far, Christinas mor og far, vores tætte college-venner og min bedste ven fra gymnasiet. Det hele var pyntet for at fejre vores forlovelse.
Jeg går over for at kramme Christinas mor og efter krammet sagde hun "Er du klar?", "Klar til HVAD?" Jeg spurgte, for på dette tidspunkt, hvad mere kunne jeg være klar til. Så bag døren bag Christinas mor var mine 2 bedste venner Lauren og Natalie, som begge var flyttet tilbage til deres hjemstater inden for de sidste 2 år. Vi arbejdede alle 3 sammen på den samme enhed på Vanderbilt Childrens. De var blevet mit folk efter college. De er mine piger og er der altid for mig. Jeg var fuldstændig taget væk fra, at de også er der for det største øjeblik i mit liv. Jeg græd IGEN! Også fotografen var der til middag også, hun slog os der! Helt ærligt, jeg har den bedste forlovede, familie og venner.
Den weekend var den mest specielle og endte med at blive en KÆMPE overraskelse. Uanset mine forsøg på at sabotere det. Christina tænkte på alt, professionelle billeder, og sørgede for, at alle vores folk var der, selv de ude af staten OG mad. Det betød alverden for mig, og jeg vil aldrig glemme det. Min veninde Natalie planlagde så også en overraskende forlovelsesbrunch i søndags med alle vores Vanderbilt Childrens venner. Pædiatriske sygeplejersker knytter særlige bånd, og vi har en tæt gruppe af os.
Spred kærligheden! Hjælp LGTBQ+-fællesskabet!
Del denne kærlighedshistorie på sociale medier
Giv en kommentar